Jeg havde faktisk ikke tænk, at jeg skulle lave dette opslag. Men i dag havde vi Folketinget på besøg i Kolding for at høre om arbejdet på Munkevænget Skole. .
Vores fagfolk stod klar og viste det store og seriøse arbejde, der sker på tværs af skole, fritid og socialområdet – et arbejde, der hver eneste dag handler om at få børn i trivsel, støtte forældre og sikre sammenhæng mellem de mange aktører, der møder et barn.
Det er vigtigt, at Christiansborg interesserer sig for virkeligheden i kommunerne. Men det er tankevækkende – og dybt frustrerende – og mildes talt skræmmende, når værdikrigere på få timers besøg føler sig i stand til at fælde dom over en indsats, der bygger på års arbejde, samarbejde og erfaring – og endda i tæt samarbejde med eksperter, STUK og styrelser. På så kort tid ser man kun brudstykker – ikke helheden. Og hvis du på forhånd har besluttet hvad du vil høre, så ser du kun dette.
Vi lægger ikke skjul på, at der er udfordringer. Det er der på alle skoler i hele landet, på forskellig vis. Forskellen er, hvordan man vælger at møde dem. På Munkevænget arbejder vi målrettet og bredspektret: vi har sat gang i indsatser, der favner skole, fritid, forældre, forvaltning og det omkringliggende lokalsamfund.
Vi har valgt et fælles børnesyn, fordi komplekse problemer kræver fælles løsninger. Det er ikke ansvarsfraskrivelse – det er et fælles løfte og en fælles værktøjskasse.
Og her er det helt centrale: Alle børn gør det bedste, de kan. Punktum. Når børn mistrives, er det ikke vilje, de mangler – men rammer, støtte eller voksne, der kan hjælpe dem videre. Og på samme måde gælder det for de voksne: vores lærere, pædagoger, socialrådgivere, fagfolk og ledere gør hver dag deres bedste. De arbejder inden for de rammer, som Christiansborg og kommunen har sat. At stille sig op og dømme den indsats, uden at kende de betingelser den udfolder sig under, er ikke bare unfair – det er respektløst.
Vi reagerer ikke først, når pressen skriver om en sag. Vi reagerer, når vi ser børn mistrives. Vi reagerer, når vi ser udfordringer. Det gør vi hver eneste dag – på alle vores skoler. Det gør vi langt tidligere og langt oftere, end nogen overskrift kan afspejle.
Derfor er det også vigtigt at sige: JA, vi har brug for bedre rammer, flere ressourcer og et bredere samarbejde. Men vi har også brug for respekt for den virkelighed, som fagfolkene står i. At reducere deres indsats til hurtige pointer i en værdikrig, svigter både dem og de børn, det hele handler om.
Vi skylder vores børn, at vi ser deres potentiale – og vi skylder vores fagfolk, at vi anerkender deres indsats og giver dem de rammer, der gør det muligt at lykkes.
Det er sjældent, at jeg er til at ryste – men jeg var dybt rystet i dag.
Det er farligt, hvis vi sortsynet fokuserer og fordømmer – og ikke vil se nuancer og balancer. Det er farligt, hvis vi fokuserer på det der splitter os – i stedet for fællesmængden og det der samler os. Det er farligt, hvis forudindtagede holdninger skygger for nysgerrighed.
Politikere, der inviterer sig selv på besøg, for bare at se hullerne i osten og kritiserer alt efter få timers besøg … er pisse dårlig opdraget.
