Lillehammer er blevet kendt for at nedlægge specialskolerne og i stedet inkludere alle børn i almenskolen. Det ser ud til at have givet gode resultater i både faglighed og trivsel. Det viser, at det kan lade sig gøre at tænke anderledes omkring specialtilbud og gøre plads til flere forskelligheder i én skole.

Det er imponerende, men vi skal passe på ikke bare at importere “Lillehammeren” til Kolding og rulle den ud som en kopi. Kommunerne i Norge adskiller sig meget fra vores; succesen bygger på årtiers samarbejde, kulturændringer og pædagogisk udvikling. I Danmark har vi andre strukturer, udfordringer og ressourcer. Hvis vi forsøger at kopiere modellen én-til-én, risikerer vi at køre børn, familier og medarbejdere under bussen.

Lillehammer bør inspirere os. Vi kan hente viden om at bruge lærere smartere, skabe fællesskab og flytte specialpædagogik ind i klassen. Men vi skal udvikle en Kolding-model, der bygger på vores dygtige medarbejdere, lokale erfaringer og børnesyn. En model, der ikke er et spareprojekt, men en prioritering af ressourcer og relationer. En model, hvor vi altid sætter børnene før systemet – og hvor vi ikke kaster os over mirakelløsninger, men skaber varige fællesskaber tilpasset alle vores børn.

SE mere om hvad vi vil på Børne og Unge området >