Grøn Trepart
er gået sort

Jeg deltog i aften i et borgermøde om Grøn Trepart. Det er den store aftale, hvor stat, kommuner, erhvervsliv, organisationer og lodsejere sammen skal finde vejen til et grønnere Danmark. For mig er det en drøm, der burde være virkelighed allerede nu: turbo på klima, natur og biodiversitet. Vi kan ikke vente længere. Men lige nu ser det sort ud.

Fakta: Ambitionerne er enorme

250.000 ha ny skov frem mod 2045 – svarende til Lolland, Falster og Bornholm tilsammen. 140.000 ha lavbundsjord ud af drift for at reducere CO₂-udledning. CO₂-afgift på husdyr: 300 kr./ton i 2030, stigende til 750 kr./ton i 2035 – den første af sin slags i verden. Mål: op til 2,6 mio. ton CO₂ i reduktion i 2030. Mindst 20 % beskyttet natur i 2030, inkl. seks nye naturnationalparker. 43 mia. kr. afsat – heraf 22 mia. kr. til skov.

Hvor knækker filmen?

Lodsejere i klemme. Mange vil gerne være med, men frygter at stå alene med regningen og uden klarhed om fremtidig arealanvendelse. Når usikkerheden er stor, holder man igen – og det forstår jeg.

Økonomien halter. 43 mia. kr. lyder af meget, men fordelt over år og arealer matcher det ikke ambitionerne. Risikoen er, at gode projekter aldrig kommer fra skuffe til virkelighed.

Processerne kvæler engagementet. Kommunerne sidder med opgaven, men møder uigennemskuelige regler, tunge procedurer og mangel på hænder. Når afgørelser tager år, mister folk modet.
Frivillighed har en grænse. Det er smukt, men vi kan ikke bygge hele omstillingen på, at den enkelte borger eller lodsejer selv løfter byrden.

En (næsten) umulig opgave – og fagfolk knokler

Jeg vil anerkende de mange fagfolk på begge sider af skrivebordet, som hver dag kæmper for at få det her til at lykkes. De arbejder med umulige deadlines og svære hensyn – klima, natur, lokaludvikling og økonomi – på én gang. Der knokles for løsninger, men vi risikerer at miste momentum.

Og jeg frygter, at det jeg skal stemme for til december, ender som papirplaner – fordi ingen reelt har signet noget inden da.

Min frustration – og mit håb

Vi ved, hvad der skal til. Viljen er der mange steder. Pengene er der – i hvert fald på papiret. Alligevel risikerer Grøn Trepart at blive endnu en vision, der ikke bliver til virkelighed. En grøn maveplasker, der gik i sort.

Danmark har sat sig i spidsen for en historisk grøn omstilling. Det er et privilegium – og et ansvar. Hvis vi ikke handler nu, kan vi ikke forvente tilgivelse for at have ventet. Vi har ventet for længe.

Fra ord til handling – tre greb, der kan få os i gang

Klar kompensation og klare rammer til lodsejere. En enkel, gennemsigtig model, så flere trygt kan sige ja.

Fast sagsbehandlingsservice og “grøn fast track”. Én indgang, svartider i måneder – ikke år – og standardiserede processer på tværs af myndigheder.

Lokale pilotområder med binding på budget. Start i udvalgte områder nu (skov, lavbund, naturbeskyttelse) – med tydelig milepælsøkonomi og offentlig statusopdatering.

Mit håb – og min appel: Lad os gøre Grøn Trepart til mere end ord. Find løsninger, der giver mening for klimaet, for naturen – og for de mennesker, der lever midt i omstillingen.

Den grønne omstilling kan ikke vente. Som aftalen er skruet sammen i dag, kommer den til det. Det må vi ændre – sammen.

PS: Giv mig tro, håb, en grøn tryllestav – og en hulens masse flere kroner.
PPS: Undskyld længden. Jeg er grundfrustreret – og håbefuld.

VIL DU VIDE MERE:
Læs mere om den Grønne Trepart og arbejdet med den i Kolding >