Hvem er jeg
Jeg bor i hjertet af Kolding – og jeg elsker byens puls, kultur og fællesskab. Her bor jeg med min mand Launy, som er formand for Teaterskolen, og vores tre store børn, Silke, Sander og Sylvester. Teater, musik og kulturoplevelser har altid været en naturlig del af vores familieliv.
Til daglig arbejder jeg som specialpædagog på Vamdrup skole med særligt fokus på børn og unge med autisme. Jeg brænder for, at der skal være plads til alle – hele livet. Vores “normal” er blevet for snæver, og jeg mener, at vi skal tilpasse systemerne, så de kan rumme alle børn i stedet for at presse børn til at passe ind i systemet.
Jeg har en baggrund inden for både social- og neuropædagogik, og jeg har arbejdet med mennesker med særlige behov i mere end 20 år – fra unge på vej tilbage til livet efter en skade til børn, der har brug for støtte i hverdagen. Den erfaring giver mig et helhedsperspektiv, der rækker langt ud over skolen og ind i resten af livet.
Mine mærkesager
Børn skal blomstre
Alle børn har potentiale til at vokse og folde sig ud – hvis vi giver dem plads, tryghed og støtte. Vi skal skabe rammer i skoler, dagtilbud og fritidsliv, der giver børn lys, næring og omsorg, så de kan blive stærke, unikke og robuste mennesker, klar til livet.
Kolding modellen
Jeg drømmer om, at Kolding udvikler sin egen model for inklusion, hvor vi kombinerer det bedste fra specialområdet med stærke fællesskaber på tværs. Det kræver viden, uddannelse og flere specialpædagoger, der kan understøtte lærere i hverdagen.
Læring for livet
Vi skal tænke børn og unges trivsel som en helhed – fra daginstitution til arbejdsliv. Det handler om at give mennesker mod, kompetencer og tryghed, så de kan stå stærkt i livet, også når det blæser.
Kultur i børnehøjde
Alle børn skal møde kunst, teater og musik som en naturlig del af skoledagen. Kultur åbner verden, styrker fantasi og giver mod til at stå på en scene – eller i livet.
Kulturbusser til alle
Vi skal sikre, at alle børn – uanset hvor i kommunen de bor – kan komme til teater, museer og koncerter. Kulturbusserne skal være et fast tilbud, så kultur ikke bliver et privilegium for de få, men en oplevelse for alle.
Kreativitet i fritiden
Alle børn og unge skal have mulighed for at udfolde sig kreativt i deres fritid – uanset baggrund. Teaterskoler, musikforeninger og andre kulturelle fællesskaber giver mod, ansvarsfølelse og glæden ved at skabe noget sammen. Vi skal styrke foreningslivet og sikre, at økonomi eller transport ikke står i vejen for at være med.
Mere liv i midtbyen
Kolding skal være en by med liv, mødesteder og aktiviteter for både børn, unge og voksne. En bymidte med kultur, caféer, musik og events skaber fællesskab – og gør Kolding mere attraktiv for både borgere og besøgende.