Kolding kan mere – men vil det politiske mod være til stede?
Kolding kan mere – men vil det politiske mod være til stede?

Endnu en politiker, som ønsker at ”udvikle Kolding”? Jeg forstår, hvis nogle synes, at det måske efterhånden lyder fortærsket, men jeg håber, at mit indlæg kan fremme en positiv dialog og læring.
Jeg mener personligt, at der har manglet politisk mod i Kolding Kommune. Mod til at få gennemført ambitiøse, langsigtede beslutninger, særligt i forhold til byudvikling og havnen. Borgergruppen “Kolding kan mere” har omvendt været medvirkende til, at jeg stiller op og vil arbejde for den forandring, jeg synes Kolding fortjener. Mit håb er, at vi kan få vedtaget mere ambitiøse by- og distriktsudviklingsplaner, og at borgergruppens ånd vil motivere flere borgere til at samles, skabe egne visioner, idéoplæg og fælles talerør.
Som tilflytter og tidligere borger i bl.a. Aarhus, Odense og København har jeg set, at byer kan transformeres og blive mere attraktive gennem bl.a. flere sammenhængende byrum, attraktive opholdsområder og klare prioriteringer. Når det kan lade sig gøre for andre byer, må det også kunne lykkes for Kolding.
Uanset hvem der danner flertal i år, håber jeg, at vi kommer godt videre efter sidste valg, som jeg synes handlede meget om, hvad man var imod – ikke den ideelle forudsætning for at kunne samles om fælles visioner og planer. Måske bortset fra til allersidst i valgperioden, når vælgernes dom rykkede tættere på. Nuvel, bedre sent end aldrig.
Jeg siger ikke, at ”politisk mod” løser alt – men jeg vil gerne høre, hvad I mener: Hvordan har I oplevet, at der manglet politisk mod? Hvad mener I skal til for at få sat mere fart på by- og distriktsudviklingen?
VIL DU VIDE MERE:
Læs mere om Kolding Kan Mere her >

Kandidat byråd
Fokus på grøn omstilling, cirkulær økonomi, strategiske partnerskaber, borgerinddragelse og ansvarlig vækst.